Intentioner for 2020

Manfredslund skal udvikles mere og videre i 2020. Vi glæder os til mere tid og mere selvforsyning i og fra køkkenhaven, hvor vi netop nu er igang med at klargøre vores højbede og den ene minimark vi har.

Samtidig gør vi status over frøssamlingen, som viser sig at være ret stor. Der skal således ikke suppleres med særligt mange indkøb i år, hvilket er dejligt. Vi leder dog stadig efter de helt rigtige tomatsorter, sig endelig til hvis du har nogle frø eller en sort du vil anbefale. Lidt ærter, salat, gulerødder og radiser kommer vi nok heller ikke udenom.

Fåreflokken er jo supplerer væsentligt henover efteråret, og det er en fornøjelse at se på vores lille brogede skare. Rigtig spændende bliver det til april, når læmmesæsonen starter. To af vores gimmere er meget små, så jeg/vi håber lidt at de ikke har været i brunst endnu, men nu må vi se.

Det betyder også at vi formentlig skal slagte en del lam til efteråret, så fryserplads skal vi nok have lidt mere af, og ellers håber vi at nogle af jer måske har lyst til at købe lidt af kødet.

Vi sendte et enkelt skind til garvning i efteråret og glæder os meget til at se det færdigt og gentage proceduren med en del flere skind til efteråret. Derudover er det spændende om vi i år får nok uld, til at vi kan sende det til spinding hos Hjelholt.

Vi håber derudover, at mange af jer vil finde vejen forbi os. Vi har koncerter og naturfamilievents planlagt allerede, men er der en begivenhed I kunne tænke jer at se eller opleve her hos os, må I endelig sige til.

Alt i alt, må årets intentioner forankres i disse ord:

At skabe

Nærvær

Fællesskab

Vi har mange flere planer og aktiviteter, men de fortjener vist separate indlæg.

Vi glæder os til at ses i 2020!

Chilier!

Vores chilihøst er super fin i år, selvom vi kom lidt sent igang. Vi har bla rigtig mange fine blonde chilier, som er pænt stærke, og så har vi nogle sjove lilla nogle, som dog også kan nå at blive røde, hvis man lader dem sidde. Det er nogle Jesper har haft med hjem fra Sydafrika, så sorten er ukendt.

Indtil videre er der lavet hot sauce, efter en opskrift fra Kat Goldin fra Gartur Stitch Farm, og syltede Jalápeños. Jeg elsker chilier.

En lille forårsupdate

Mens vi venter på varmere vejr, så vi kan plante køkkenhaven til, sker der både lidt og ingenting..

Æbletræerne blomstrer på livet løs, og vi håber virkelig på en god æblehøst i år.

Hos hønsene er damerne blevet skruk, men de kan tilsyneladende ikke finde ud af det, i hvert fald har vi indtil videre fjernet tre små fine dunede og meget døde kyllinger fra de sure madammer. Så troen på kyllinger er lige nu meget lav!

Lidt er der selvfølgelig kommet i jorden i køkkenhaven. Her spinat i det ene bed, og løg og gulerødder under græsdække i det andet.

Forårets fåreklipning

I dag kom Mick Fåreklipper og klippede vores får. De ser altid lidt betuttede ud efterfølgende, og er næsten ikke til at kende, når vinterpelsen ryger.

Ulder fra vores vædder håber jeg at finde en der vil spinde for mig. De to hamme fra vores spælsau vil jeg til gengæld prøve at lave vegetarskind af, da de nærmest er naturligt filtede.

Nøgne får:

RIP Ella

Vores flaskelam Ella kæmpede bravt i 4 dage, men til sidst kunne hun ikke mere og vi (altså Jesper) var nødt til at aflive hende. Trist, men også rigtig meget en del af det med at have husdyr.

Ungerne har naturligvis taget det i stiv arm, for livet går videre og der er tre friske vædderlam på marken, og endnu et får der ikke har læmmet endnu.

Fridage!

Oh, hvad man ikke kan nå på et par fridage.

Det blev både til bagels, foccacia og en omgang hindbærkombucha.

Derudover har jeg første gang kastet mig ud i at lave sæbe selv. Meget fantastisk. Denne er med citrongræs essentiel olie og havtorn på toppen. Det bliver ikke sidste gang!

I går aftes var jeg i øvrigt til et inspirerende og tankevækkende foredrag med Maj My på Sorø station. Vi bliver aldrig hjemmeskolere, og sikkert heller ikke hjemmepassere, men derfor er det jo alligevel godt med jævne mellemrum at blive udfordret lidt. Kan anbefales

Vores lille gåseflok

Det var jo egentlig ikke meningen, at vi skulle have gæs her på husmandsstedet. Så det vi i foråret indkøbte 10 gæslinger, var det udelukkende til opfedning og dernæst slagt. Imidlertid havde vi et særdeles travlt år på arbejdsfronten (altså, I ved, de der job, som vi forsøger at passe 37 timer om ugen), og derfor går der fortsat fire uslagtede gæs i vores lille gåsefold.

Med den ekstremt tørre sommer, har det jo ellers ikke været megafedt, at være gåseejer, da gæs jo bedst kan lide græs. Og græs, det var der ikke meget af i sommers, så vi har skullet fodre en del på dem.

Nåh.

Men nu er lyset vendt tilbage, gasen er blevet territorial og skidesur, og gåsedamerne er begyndt at lægge æg! Enorme æg! (I hvert fald sammenlignet med vores almindelige hønseæg)

Og så er der jo lige pludselig noget ved at være gåseejer igen. Så nu håber vi, at en af madammerne (vi har en gase, to gæs og en der er svær at blive klog på..) bliver skruk og lægger sig. Og så håber vi også lidt at græsset snart begynder at gro.