Vi har åbent. Så er du på tur så kig forbi. Besøg junglestien og køb en muffin og et skattekort!


Vi har åbent. Så er du på tur så kig forbi. Besøg junglestien og køb en muffin og et skattekort!
Årstiden er sommer og alt bugner snart af overflod! Det gælder også krydderurtebedet, der står flot og lyser med lilla blomster i timianen.
For at gemme bare lidt af sommerens mangfoldighed, kan man blandt andet tørre sine urter.
Jeg bruger især min dehydrator, men man kan også tørre ved blot at hænge sine urter et mørkt og tørt sted.
Jeg tørrer især krydderurter: oregano, timian, rosmarin, mynte og salvie. Men også blomster: lavendel, roser og hyldeblomst er fantastiske. Og selvfølgelig “ukrudtet”: brændenælder, mælkebøtter og vejbred.
Egentlig siger man, at hylden blomstrer til Sankt Hans, men i år og de sidste par år, har den tyvstartet lidt. Der er i hvert fald masser af blomstrene hyld lige nu.
Vi er i fuld gang med årets saftproduktion, der falder sammen at vi drikker de sidste flasker fra sidste år.
Jeg bruger samme fremgangsmåde som ved syrensaft. Husk dog at lade nogle blomster sidde, så du senere kan plukke hyldebær til hyldebærsaft og så der er lidt til fuglene!
Syrenerne blomstrer derude og duften er vidunderlig!
Hvis man vil indfange lidt af denne tidlige sommer på flaske kan man lave syrensaft. Syrensaft laves efter samme princip som hyldeblomstsaft.
Tip: pluk blomsterne en solskinsdag og nip gerne de små blomster af, så du har så lidt grønt med som muligt. Det grønne gør saften bitter.
Opskrift:
30 klaser blomster, nippede
1 1/2 citron i skiver
2 spsk citronsyre
1 kg sukker
Ovenstående hældes i en stor skål og overhældes med 2-3 liter kogende vand. Rør rundt til sukkeret er opløst. Stil koldt i 3 dage. Herefter sies saften og hældes på flasker. Man kan eventuelt tilsætte atamon eller skylle sine flasker i atamon for at konservere. Vi hælder i stedet vores på plastflasker, som vi fryser. Så er der sommer på flaske hele året.
På opfordring vil vi torsdag d 21 maj tænde op i pizzaovnen og sælge pizzaer. Meld meget gerne ind via facebook, mail eller SMS 27 28 10 73), hvis du/I vil købe en pizza, så vi har en ide om hvor mange vi skal lave. Vi åbner for salget kl 16.
En pizza koster 50kr og der vil være forskellige muligheder for topping inkl. en vegetar (vegansk er også en mulighed, men så skal den forudbestilles, da vi ellers bruger alm. ko-ost).
Man er velkommen til at komme inden og få en lille rundvisning. Der vil være mulighed for at hilse på fårene og lammene, kaninungerne og dyppe tæerne i søen, hvis man er til den slags.
Vi spritter naturligvis af, og ovnen er 300 grader varm, så ingen virus kan overleve derinde!
Del gerne!
Vores fåreflok er endelig kommet af med vinterpelsen. Som altid bliver vores dyr klippet af Mick Fåreklipper (han elsker at rejse ligesom Jesper, så der er altid en del rejsesnak).
Nogle synes at det ser voldsomt ud, når fårene klippes, men vi har faktisk oplevet et får der lå og græssede samtidig med st hun blev klippet?!
Nu er de næsten ikke til at kende
De sidste par gange vi har fået klippet har jeg gemt ulden. Nu skal jeg have det sorteret og så vil jeg have spundet det til garn hos Hjelholt. Jeg glæder mig til at tage mine får på!
Jeg har også haft gang i helsekedlen og bejdset noget købt garn jeg havde liggende. Nu venter jeg bare på at rejnfan planterne bliver større. Julie ønsker sig nemlig en gul trøje💛
Tilsyneladende får det her karantæne os til at gå i endnu mere selvforsynings modus. Det hjælper naturligvis også at Jesper har ret meget fritid lige nu.
I hvert fald blev endnu et hønsehus bygget færdigt og fire nye hønsedamer er flyttet ind. Desværre er ingen af vores gamle høns skrukke endnu – ville ellers virkelig gerne have kyllinger.
Næste byggeprojekt blev et rabbitat, som skal være starten på avl af slagtekaniner efter heftig inspiration fra en artikel i seneste nummer af praktisk økologi. Ind er flyttet Molly, en tysk kæmpe schecke, der forhåbentlig er drægtig. Nu arbejder børnene på at gøre hende tryg og tam.
“Kom til koncert hjemme i min stue”. Sådan lyder det efterhånden flere steder. Også her i Sorø
Low-fi konceptet
Low-fi er skabt af tech-iværksætter og PhD i musik Anne Dvinge, ud fra tanken om at der manglede en ny måde at lytte til musik på. At musik er noget vi er fælles om; kunster og publikum. Ved en intimkoncert i en stue rykkes grænserne mellem kunstner og publikum og vi bringes tættere sammen.
Musik som samtale
Ved stuekoncerter er der ingen der snakker i baren. Der er ingen der stirrer ned i mobiltelefonens blå lys. Når publikum er begrænset til 20-30 mennesker bliver stemningen automatisk fortættet, intim og noget helt særlig. Lytteoplevelsen bliver en sanseoplevelse og musik er ikke længere noget vi bare hører.
Low-fi koncerter på Manfredslund
Vores første low-fi koncerter var meget specielle med den helt særlige stemning, der opstår når vi sidder sammen, kendte og ukendte i en stue og ser, lytter, oplever en kunstner på helt nært hold. Vi tror og håber, at de første koncerter var toneangivende for de kommende og glæder os til at lægge hus til flere koncerter henover året.
Manfredslund
Manfredslund er i fortsat udvikling. Egentlig bare en almindelig familie med et almindeligt hus og ualmindeligt god plads. Vi vil gerne mere. Her er dyr, som man kan se, ae på og senere spise. Vi elsker naturen og vil gerne byde indenfor til flere naturoplevelser. Børn er en stor og vigtig del af vores hverdag og alle er velkomne her, uanset størrelse
Kommende arrangementer
Ved alle vores koncerter tænder vi pizzaovnen og sælger stenovnsbagte pizzaer samt drikkevarer. Vi glæder os til at byde velkommen til A Tall Bag of Bones 17/4 og Cichosz 7/5. I påsken vil det være muligt at komme og farve æg med os.
Se alle arrangementer og link til billetter her
Se og hør Anne Dvinge selv fortælle om Low-fi konceptet her
Mens vi venter på foråret (det kan godt være at vinteren indtil nu er mild, men pludselig kan frosten komme!) er der faktisk masser af ting at tage sig til!
Der skal naturligvis planlægges! Køkkenhaven mener jeg. Hvad skal i hvilke bede: vi forsøger så vidt muligt at køre med sædskifte og helst mellem 3 bede. Lige nu er det ikke helt muligt, da vi ikke har nok bede til at holde rotationen, så det bliver som det bliver. Hvad fik vi ikke spist: 
Derudover fermenterer jeg lidt her og der. Især kombucha er jeg vild med. Men jeg har også kastet mig ud i fermentering af kål, da det jo er højsæson for den slags!
Af og til er vi heldige og vores jæger skyder et rådyr til os. De første mange år var de små og så ikke så sunde ud, men i år lader det til at den lokale bestand er kommet på fodre igen, så der nu er sunde og store dyr der nedlægges.
Dog kan sådan et dødt rådyr godt afføde en del spørgsmål fra en 3-årig! Hvad skal vi fx med øjnene? Og må man få er ben med i børnehave eller ind på sit værelse? Gode spørgsmål, og det døde dyr bliver da i den grad afmystificeret.
Så har vi ogsåafholdt vores første koncert arrangementer i Low-Fi regi. Rigtige hyggelige koncerter med intim stemning og hvor vi fik langet en del pizzaer og disken. Super fedt! Vi glæder os til flere arrangementer, så hold endelig øje med kalenderen!
Sidst, men ikke mindst, har vi gravet drivhuset igennem og jeg har gravet ud til fliser i midten, så vi er klar når temperaturerne stiger!
Chilierne er sat til forspiring og de fleste er også kommet op. De skal snart prikles om, så vi kan komme igang med næste forspiring, nemlig tomaterne – åh, hvor jeg glæder mig til en tomatmad!
Så læmmede vores får Snehvide også. To velskabte gimmere er kommet til verden engang i nat / tidlig morgen.
Vi (læs:jeg) har været lidt nervøse for netop hendes læmning, da hun sidste år fik to store, men dødfødte lam. Muligvis fordi de lå forkert og hun var førstegangs læmmende. Men det gik jo heldigvis så fint i år.
Nu venter vi bare på lidt mere forårsvejr, så vi kan se lammene springe rundt på marken. Vi har stadig fem moderfår, der ikke har læmmet, men indtil videre er det kun den ene der med sikkerhed er drægtig. Det er dog ikke opover med hende, så mon ikke det bliver påskelam.