For nyligt var min mor så sød at plukke en masse hyben til mig.
Som de fleste nok ved, er hyben bærrene fra vilde roser, hvoraf der i Danmark findes flere forskellige arter, der kan bruges til videre forarbejdning. Hyben er rige på vitaminer, fibre og næringsstoffer. Særligt C-vitamin findes i høj koncentration i hyben. Dog skal man være opmærksom på, at mange af de gode næringsstoffer og vitaminer vil forsvinde ved kogning. For at undgå dette, kan man i stedet tørre sine hyben, og derved bevare vitaminerne. Hybenpulver siges desuden at være godt mod slidgigt, omend der stadig mangler videnskabelig evidens på området.
Faktisk var det sådan at man under 2.verdenskrig høstede massive mængder hyben, da importen at appelsiner ikke var stabil. En kom hyben indeholder samme mængde C-vitamin som 35-40 appelsiner, så det var da en god erstatning.
Sæsonen for hyben er lang, og jo koldere vejr jo højere indhold af C-vitamin. Man plejer, at kunne høste hyben fra slut august til oktober, og frosten ødelægger ikke bærrene, som den ellers gør med så mange andre bær.
Hybenrosen har inden for de seneste år fået et lidt dårligt ry i Danmark, hvilket især skyldes den invasive rynkerose, der er importeret fra Asien, og har vist sig at være i stand til at udrydde danske arter også. Hunderosen, derimod, er hjemmehørende i Danmark, og altså ikke invasiv.
Nu har vi to glas hybenpulver på lager, som skal bruges i smoothies vinteren over, så må vi se hvor sunde vi bliver.
Tørretid: et par dage i dehydratoren, derefter i krydderikværnen, og så i glas mørkt og køligt. Hvis der er interesse for det, vil det være muligt at købe små portioner hos os fremadrettet.
Kilder: Samvirke.dk, http://www.alt-om-hyben.dk