Jeg havde ellers svoret, at vi aldrig skulle have flaskelam. At hvis et lam blev afvist af moderen, så var det nok naturens gang.
Altså indtil i morges, hvor vores absolut dummeste og mest sky får, en gimmer af racen Kerry Hill, blev den første til at få lam.

Vi vidste godt, at det var/er opover med alle vores tre får, så hver morgen har jeg lige kigget ned til dem. Og i morges var der pludselig to små lam. Naturligvis længst væk. Det ene så fint ud, var tydeligt slikket ren og fik lov til at die. Det andet brægede hjerteskærende (og højt), og lå et stykke væk fra moderfåret. Arbejdsdag blev herefter lynhurtigt konverteret til hjemme-arbejdsdag. Da klokken var omkring 11, var vi nede og kigge til flokken igen, og selvom det lille gimmerlam var på benene og brægede, så skubbede moderfåret det væk.
Så nu er der indkøbt sutteflaske og erstatning, og indrettet en lille boks i vores container. Da Jesper hentede Ella (som vi kalder hende) nede på marken, blev hun helt stille. Men nu har hun spist og fået varmen, og snakker med os.


Lam skal heldigvis kun have flaske i to måneders tid, og ikke nødvendigvis om natten. Til gengæld får man et rigtig tamt får ud af det, og dem kan vi godt lide her på gården. Ellas mor Minnie, vil vi nok sælge eller slagte, da hun, trods et helt år med håndfodring, stadig ikke er tam.
Ungerne synes at det er fantastisk med et lille kælelam!


