Tårnfalken

Vi satte sidste efterår en redekasse op nede i juletræsplantagen, da vi gerne vil trække så meget dyreliv til, som muligt. Redekassen er bygget til tårnfalke, da vi havde set et par stykker af dem i området. Og der ser sørme ud som om, der er flyttet et tårnfalkepar ind nu! Hvis vi er rigtig heldige giver de sig til at yngle i kassen.

Tårnfalken er en lille rovfugl, som man tit kan se hænge stille i luften, mens den leder efter byttedyr. Vi håber, at den er særligt interesseret i mosegrise, for de æder vores æbletræer. Navnet tårnfalk kommer af at fuglen er særligt glad for at yngle i hulrum, fx i gamle spir eller tårne på kirker og lignende. Det skulle derfor også være nemt at tiltrække dem til redekasser, som jo udgør et perfekt lille hulrum. Tårnfalken er i øvrigt totalfredet.

IMG_0192

 

Jordkælder

Vi har fået gravet lidt ud til vores jordkælder, samtidig med noget andet gravearbejde, der alligvel skulle foretages. Der er pænt meget jord i sådan et hul.

Og hvad skal så sådan en jordkælder gøre godt for?

Jo, i en jordkælder er der året rundt en temperatur, der kun ligger et par grader over hvad der er i et køleskab, og den kan derfor bruges til vinteropbevaring af grøntsager, som kartofler, gulerødder, løg, hvidløg, kål og frugt, som fx æbler. Jordkælderen er dog fugtig, så hvis man vil opbevare frugt, skal man sørge for udluftning, så æblerne ikke mugner. Desuden skal taget i jordkælderen være hvælvet, igen også pga fugten.

Oprindeligt var det vikingerne, der fandt på ideen med jordkældre. I dag fåes de i glasfiber! Vores skal dog bygges af beton og mursten, og vi skal nok holde jer opdaterede på processen.