Huset på Volden er solgt, og byggeriet i Krøjerup kan endelig tage fart. Jesper bruger samtlige vågne timer derude, og det begynder at ligne noget. Om lidt over en måned rykker vi derud permanent, dog i skurvogn til en start, mens der bygges videre.
Month: March 2016
Birkesaft

Safterne stiger netop nu i træerne, og hvis man vil tappe saft af sine birketræer skal det gøres nu. Det er ikke svært. Man borer et hul gennem barken, ca 5 cm ind, og sætter en tud i som man slutter en plastslange til, denne går ned en beholder til opsamling af saften. Husk at komme tilbage dagen efter, og enten skift beholderen, eller tag hele anordningen ud, så træet kan få ro igen.
Er du ikke lige til at bore i dine egne træer, eller har du ikke lige et birketræ stående, så sælger vi netop nu, frisktappet saft.
Hvis du ikke vil drikke din birkesaft som den er, kan saften forældres til sirup, simplethen ved at koge den ind. Birkesaft er sukkerholdigt, og siruppen vil derfor blive sød uden nogen former for tilsætningsstoffer. Det tager dog 5 timers tid, og kræver mange (!) liter birkesaft at få bare en lille smule sirup.
Forår på spring – påskekyllinger!

Så er det endelig ved at være forår. Lammene er kommet og endnu et sikkert tegn, er skrukhøner og derefter små dunede forårskyllinger. Den første af slagsen er klækket i rugemaskine, men heldigvis har vi også en landhøne, der ligger skruk, og nu er hendes æg også begyndt at klække under hende. Vi har suppleret med lidt Faverolles kyllinger udefra, så der ikke går indavl i den, også så vi kan få lidt flere høner til at lægge æg. Vi har haft en flot landhane gående sammen med 3 høner ude i æblelunden, men lidt flere høner til flokken ville ikke skade. Hanen er dog meget bestemmende, og vi har en gang prøvet at sætte en voksen høne ind til ham og det var bestemt ingen succes.
Rugning hos høns er særdeles nemt. Har man en af de mere almindelige racer kan man være næsten sikker på at så snart dagslængden tiltager, så vil en eller flere af hønerne lægger sig skruk.
En skrukhøne kendes på sin stædige facon; hun ligger på æg, og der bliver hun liggende – koste hvad det vil. Vi havde tidligere silkehøns, og de kunne blive liggende i flere måneder, hvis altså æggene ikke klækkede (eller var ubefrugtede).
I dag kan man købe rugeæg eller daggamle kyllinger i stor stil over fx diverse facebookgrupper, så at få små dunede påskekyllinger er slet ikke svært, og til stor glæde for børnene.
På Manfredslund avler vi lidt på de sjældne Ayam Cemani høns, og derfor har vi både rugemaskine og kyllingegård med varmelamper, racen i sig selv bliver nemlig ikke nemt skruk, og klækningen er i forvejen svær. Vi har 16 æg i maskinen, så nu må vi se…
Forår er det i hvert fald!